Våbenhuset
I våbenhuset er indsat en gravsten for Erik Vognsen til Søndervang og hans hustru Marie Terkildsdatter, væbner til Søndervang. Vognsens far ejede Stenumgaard nord for Brønderslev, og Erik Vognsen havde en militær karriere. Man ved, at Vognsen ejede Søndervang i år 1563, og muligvis døde han i år 1600. Stenen har været i gravkapellet, der blev revet ned i 1810, og i alle fald indtil 1896, hvor P. Storgaard Pedersen skriver om det, var gravstenen på kirkegårdens sydside over en fællesgrav med ligene fra kapellet[1], men altså nu i våbenhuset..
Søren Abildgaard har tegnet stenen i 1772 (Nationalmuseets samlinger online og i Poul Grinder-Hansens bog om Søren Abildgaard):

På stenen står:
Her ligger begravet ærlig og velbyrdig mand Erik Vognsen til Søndervang som døde [tom plads] med sin kære hustru ærlig og velbyrdig frue fru Marie Terkildsdatter som døde [tom plads].
Der er otte huller i væggen i våbenhuset er bomhuller fra det stillads, som blev brugt til at bygge våbenhuset i senmiddelalderen. Stilladserne bestod af lodrette stolper og så vandrette bjælker, der var stukket ind i muren. Man lod ofte sådanne huller stå åbne, for så havde man dem, næste gang man skulle reparere på bygningen.[2]
Et skilt annoncerer et kirkestævne i 1829. Det var i perioden 1740-1871 en type offentlig forsamling ved kirken, typisk afholdt efter søndagsgudstjenesten, hvor præsten eller øvrigheden bekendtgjorde vigtige love, forordninger (som f.eks. militær indkaldelse) og andre offentlige meddelelser for sognets beboerne, der skulle møde op, ofte kaldet et sognestævne. Det var altså et lokalt informationsmøde med kirkelig tilknytning. Det er ikke oplyst, hvad der specielt skete i 1829 eller hvad B:B: betyder.

[1] P. Storgaard Pedersen: Hind herred, side 72.
[2] Mail fra Poul Grinder-Hansen, Nationalmuseet 25/1 2026.