Udvendigt og gravsten
Der er en romansk piscina ved døren til tårnet, der sandsynligvis har været placeret i koret og brugt til afvaskning af de hellige kar.
På sydmuren er der indsat en bjælke med tekst, der blev beskrevet i 1987 af Niels Haastrup, se litteratur. Bjælken har tidligere tjent som overligger over den nu tilmurede indgangsdør mod syd og indsat på dens nuværende plads i 1953 i forbindelse med en ommuring af sydvæggen, hvor frosten havde forskubbet de store kvadrer. Teksten er skrevet med majuskel, dvs. store bogstaver:
SI MNAM VIS VI
R NA DABITUR TIB
NANTIS IN IR MNA
Det er egentlig en skolegrammatisk remse (et såkaldt leonisk heksameter med rim), der skulle tjene til at indlære de latinske bøjningsformer. Det er uforklaret, hvorfor og hvornår stenen er opsat. Oversat til dansk lyder remsen sådan: Hvis du vil have penge mand, svøm! Penge vil blive dig givet i den svømmendes hånd. Hvis du vil have penge, svøm med styrke, skønt bølgen bærer dig med sin egen kraft.
Ligeledes på sydmuren er der en sten med et mandsansigt. Museumsinspektør Jens Aarup Jensen fortæller, at Chr. Axel Jensen fra Nationalmuseet opdagede denne sten med et skægget mandshoved i 1904. Den lå i jorden nord for kirken, og billedhuggeren Henning Wienberg Jensen fik den indsat i sydmuren i 1953. Det viser en kriger med et hjelm- og brynjeklædt hoved. Måske en parallel til rytterfriserne og lignende stenarbejder fra samtiden.
På nordvæggen ved koret er der hugget et lille dyr, måske en fugl, ind i en af stenene.
Sydøst for kirken ligger den smukke tidligere præstebolig. Det er et flot hus, der blev bygget af menigheden i 1921 efter tegninger af arkitekt Ulrik Plesner (1861-1933). Det erstattede en ældre præstebolig. Ulrik Plesner har tegnet mange huse, bl.a. i Ringkøbing og Skagen. Hans far var præst i Vedersø.
Nord for kirken ligger tre gravsten, der måske har ligget i det nedlagte gravkapel. Fra venstre er det Henriette Brockdorff (1770-1788), der begik selvmord p.g.a. ulykkelig kærlighed til en lærer i Stadil. Hendes far ejede en tid Søndervang. På stenen står: Herunder hviler levningerne af Henriette fød Brockdorff fød på Søndervang d. 15. juni 1770 død sammesteds d. 22. maj 1788 i hendes alders 18 aar.
Den midterste gravsten er ulæselig. Måske vil Nationalmuseet tyde teksten, når de kommer til deres gennemgang af kirken.
Gravstenen til højre er over Constance Brøllund (1769-1827). Constance Krarup, datter af Niels Bygum Christiansen Krarup, præst i Vejrum, blev gift med Laurids Brøllund, præst i Stadil 1815-1818. Teksten lyder: Herunder gjemmes Støvet af en højst agtværdig Kone Mad. Constance Brøllund fød Krarup, som blev født i Vinkel Præstegaard ved Viborg 21. august 1769 og døde i Velling d. 23. juni 1827. 1788 d. 4. juli indlod hun sig i ægteskab med Hr. Laurids Brøllund, daværende sognepræst for Stauning Menighed, med hvem hun levede et lykkeligt ægteskab i 30 Aar. Ved en sjælden ædel Tænkemaade og en udmærket retskaffen Vandel erhvervede hun sig almindelig Agtelse og Yndest og rejste sig derved et varigt Minde i sine Venners og Bekjendteres Hjerter.