Stadil kirke

Stadil Kirke er en usædvanlig smuk og helstøbt middelalderkirke fra Valdemarstiden. Kirken ligger med en flot udsigt over Stadil Fjord med kig over til Hindø. Kortet ovenfor er lavet af Videnskabernes Selskab i 1795.

 

Stadil sogn havde i 2025 408 indbyggere, i 1801 var der 608. Højeste indbyggertal (siden første data fra 1757) var i 1911 med 897. Tim, Stadil og Vedersø udgør ét pastorat og har siden 2008 haft fælles menighedsråd. Kirken er anselig på hele 325 m2, hvortil kommer et graverhus på 56 m2 (fra 1953) og et redskabsrum på 26 m2 (ifølge BBR). Grundens areal er 10.695 m2. Kirkens inventar er meget righoldigt.

 

Kirken er blytækt og består af et romansk kor og skib med sengotiske tilbygninger: tårn i vest og våbenhus i nord. Den romanske del er opført i granitkvadre på dobbelt sokkel omkring år 1200, sandsynligvis af sten fundet i nærheden af kirken. Kirkens værnehelgen var i katolsk tid Sankt Laurentius, der døde som martyr 10/8 258. I Stadil var der omkring 1200 en gård med navnet Kampgård. Det skulle have været en gammel kongsgård, der var ejet af gråbrødremunke i Ribe i senmiddelalderen.^[1] Senere overgik gården til Søndervang. Relikvierne, der blev fundet i alteret i 1901, påstås at stamme fra Laurentius. Peder Bertelsen Schomann var præst både før og efter reformationens indførelse i 1536, og han blev i 1514 benævnt som sognepræst ved St. Hans Evangelistes Kirke i Stadil^[2].

 

Øvre partier af våbenhus og tårn er lavet af munkesten i senmiddelalderen. Tårnet har en udbygning til en trappe, men den benyttes ikke. Mod syd er det tidligere gravkapel, mandsdøren, og forlængelsen af kirken mod vest ikke synlig, da sydmuren blev ommuret i 1953. Et tidligere gravkapel mod syd blev fjernet i 1810 efter at 87 af egnens bønder i 1791 købte både herregården Søndervang og kirken. Graveren fortæller, at der hvor kapellet var, kan planterne ikke rigtig gro! Også et sakristi ved korets nordside blev fjernet engang efter 1769, tre gravsten nord for kirken menes at komme fra gravkapellet og måske også gravstenen i våbenhuset. Samtidig med våbenhus, tårn, gravkapel og sakristi blev bygget, blev kirken forlænget mod vest. Det kan ses lige over våbenhusets vestmur, der viser et sammenstød i murværket^[3]. Loftet er et bræddeloft med synlige bjælker og gulvet et trægulv. Kun i tårnrummet er der murede hvælvinger.

 

En senere tids billede af at kirken lå i udkantsdanmark “så afsides i Jylland mellem jernbanelinjen og Vesterhavet, at kirken sjældent får besøg af fremmede”^[4] svarer tilsyneladende ikke til situationen i 1200-tallet, og den stigende turisme betyder, at kirken nu besøges af mange mennesker.

 

Det gyldne alter dateres til efter 1194 ifølge dendrokronologiske undersøgelser lavet i 2020 af Nationalmuseet i Brede. Af de kendte gyldne altre er det alteret i Stadil, der har bevaret flest af de oprindelige bjergkrystaller. Jesus-figuren er meget smukt lavet og den latinske tekst rundt om det gyldne alter findes kun i Stadil. Billedfelterne viser scener fra Jesu barndom. Her er Jesusfiguren i sort/hvid og set lidt fra siden.

Den imponerende gamle kirkedør fra våbenhuset ind i kirkeskibet er sandsynligvis fra samme tid. Den er dog ikke tidsfastsat gennem dendrokronologisk undersøgelse endnu. Det gyldne alter er klart kirkens hovedattraktioner med et væld af detaljer – nu placeret i renæssance altertavlen fra 1625.

 

Det fine renæssanceinventar fra 1600-tallet er spændende: prædikestol, herskabsstole, kirkebænkene, altertavle, renæssance døbefonten og malerierne på pulpituret. Bogstaverne på herskabsstolene indikerer, at det er Knud Axelsen Gyldenstierne, der ejede Stadils største gård, Søndervang, fra 1607-1636, vi specielt skal huske. Men af de tre årstal, der kan ses på inventaret 1634, 1643 og 1647 er de to efter Knud Axelsen Gyldenstiernes død, mens Søndervang var ejet af datteren Jytte Gyldenstierne, der blev gift med Otte Thott i 1634. Otte Thott var hofjunker og opnåede høje stillinger i landet. Først blev han lensmand over Bahus Len, derefter på Tranekær, og da han tappert forsvarede Malmøhus slot blev han forlenet dette slot, hvor han døde i 1656^[5]. Han har flere steder bekostet udsmykning af kirker, ligesom det skete i Stadil. Otte Thott ejede Søndervang indtil 1653 – altså i den periode det meste af renæssance inventaret blev indsat. Søndervang ejede i 1600-tallet 9/10 af fæstebøndergårdene i sognet, og kirken hørte da også under Søndervang. Der er også en tæt, men skiftende forbindelse mellem Ribe domkapitel, kirken og fæstegårdene i sognet indtil reformationen. En kilde har udregnet, at i den katolske tid ejede Ribe domkapitel ca. 1/10 af fæstegårdene i sognet.^[6]

 

Evangelisterne (deres symboler i parentes): Matthæus (menneske/engel med fokus på at Jesus blev menneske), Markus (løve også symbol for Johannes døberen og Jesu dobbeltrolle som Gud og menneske), Lukas (okse symbol på nadver og offer) og Johannes (ørn med fokus på Jesus guddommelighed)^[7] og Jesus, er alle afbildet på Det gyldne alter, prædikestol, altertavle, herskabsstolene og på renæssancedøbefonten.  Jesu disciple ses også flere steder, bl.a. på malerierne på pulpituret bagerst i kirken og på Det gyldne alter. Moses er afbildet på herskabsstolene og altertavlen. Gud kan ses på prædikestolen i det billede, der benævnes nådestolen med den korsfæstede Kristus foran den siddende Gud.

 

Kirkens kor og skib har ikke ændret sig meget siden 1650 – heller ikke de seneste 100 år. 1892-94 blev Det gyldne alter restaureret på Nationalmuseet^[8]. Restaureringerne af inventar mv. blev lavet i 1901 (med en finanslovsbevilling til formålet), og i 1953 blev sydmuren muret om, nye vinduer isat og nye døre og gulv i tårnrummet, og endelig i 2005 skete der en renovering af loft og tag, der var utæt. Renoveringerne har bidraget til at bevare både selve kirkehuset og inventaret. Her er således et foto fra 1910. Gulvtæppet er dog fjernet, nye nummertavler sat op og trappen op til prædikestolen vendt ind mod sydvæggen i 1953:

Men kirkegården er ændret meget sammenlignet med forholdene  i 1910:

Her er en tegning af kirken fra 1865 lavet af I.G. Burman Becker. Der var ingen træer på kirkegården dengang.

Denne beskrivelse af kirken og dens historie bliver utvivlsomt korrigeret, når Nationalmuseets grundige gennemgang af kirken kommer i deres serie om Danmarks Kirker. Det bliver nok ikke lige med det første. Mere detaljerede oplysninger om de enkelte dele kan fås ved at klikke på linkene herunder. (Links er under udarbejdelse og endnu ikke tilgængelige….)

1.Det gyldne alter

2.Altertavlen

3.Degne- og præstestolen i koret og Peder Bertelsen Schomann

4.Gravstenen over Laurids Jensen og Barbara Andersdatter og Messeklokken

5.Renæssancefont og døbefonten

6.Herskabsstolene øverst i skibet og kirkebænkene

7.Prædikestol

8.Udsmykningen på nordvæggen og døren fra våbenhuset

9.Malerierne på pulpituret og altersølv

10.Inventar, der ikke findes i kirken mere

11.Våbenhuset

12.Klokke og orgel

13.Udvendig og gravsten

14.Personer med tilknytnng til kirken

15.Film, radio og TV og litteratur

16.Oversigt over inskriptioner

 

 

Kilder:

^[1] Visions of Heaven and Earth, vol 2, side 198.

^[2] P. Severinsen, Stadil præster i reformationsaarhundredet, side 168.

^[3] Jakob Kieffer-Olsen, Kirke og kirkestruktur i middelalderens Danmark, side 271-274.

^[4] Erik Lassen i Dansk kunsthistorie fra 1972, side 159.

^[5] P. Storgaard Pedersen: Hing herreds historie og topografi side 65.

^[6] Jan Bark Harder, 1977, side 15.

^[7] Visions of Heaven and Earth, bind 1, side 279 peger på at de fire dyr/mennesker brugt som symbol for evangelisterne kommer fra Ez 1, 10 og Åb 4, 6-9.

^[8] Kristian Sands artikel fra 2015, side 70.