Renæssancefont og døbefonten

Døbefonten af granit er af den vestjyske type og står nu frit midt i koret med hjørnekløer, tovfletninger og arkader, men har måske tidligere været gemt i den flotte renæssance font, muligvis fra omkring 1650. Vandet i døbefonten blev tidligere ikke skiftet fra en søndag til den næste, hvorfor en form for overdækning måske også var en praktisk foranstaltning. Renæssancefonten står nu for sig selv i koret bag knæfaldet. Før reformationen stod døbefonte i vestenden af kirkerne, typisk mellem nord- og syddøren. I Stadil er kun norddøren i brug. Oftest er det nok norddøren, der er blevet blændet, men det giver ikke rigtig mening i Stadil, da syd er ud mod Stadil fjord. Den placering af døbefonte er før bænkene blev sat op i 1630’erne, hvorfor der havde været god plads. Måske har det meste af menigheden skullet stå op under messen, omend der nok har været træbænke langs kirkeskibets vægge og måske andre løse bænke. Varme kom der først i 1895.

Der er en tekst på himmelen til fonten: “Ham bør det at vokse, mig at forringes, Joh. 1,30 Restaur. A.D. 1901.” Citatet er nu nok fra Johannes evangeliet kapitel 3, 30, der siger: Han bør vokse, men jeg blive mindre. Fonten blev, ligesom resten af kirken, istandsat  i 1901 af Nationalmuseet ved arkitekt V. Koch. På himmelen er også afbildet 6 mænd: en med en bog og en ørn (Johannes), en holder en bog og et sværd (måske Paulus), en holder en nøgle og en bog (Peter), en holder en bog med et okse ved sin fod (Lukas), en holder en bog og har et lille menneske på siden (Matthæus). Den sidste (ind mod væggen) er en “guldbelagt” løve (Markus). På den nederste del er der fire kvinder: en holder en bog og et kors (tro), en holder en fugl og et anker (håb), en ammer et barn (kærlighed), og den sidste holder et sværd i hver hånd. Derudover er der en Jesus figur med “guld” lændeklæde og med “guld” skæg i midten.