Prædikestol

Prædikestol

Himmelen til prædikestolen viser årstallet 1643 (øverst mod øst). På den rigt udsmykkede front er afbildet: Mattheus, Marcus, Salvator (Jesus), Gud fader met sin søn (Nådestolen), Lucas og Iohannes – de fire evangelister med hver sin bog. En næsten tilsvarende prædikestol findes i Vejrum Kirke, der dog ikke har Johannes afbildet. I Nationalmuseets beskrivelse af Vejrum (se litteratur Nationalmuseet om Vejrum, side 2200) fremgår, at man ikke ved, hvem der har lavet de to flotte prædikestole. Mellem felterne – ovenover noget der kunne minde om en juleudsmykning (!) er der kvindelige hermer, der med tilhørende attributter er karakteriseret som dyder – Nationalmuseet om Vejrum kirke side 2230 – men i en anden rækkefølge fra venstre mod højre:  1 Kærlighed (med hjerte og barnefigur), 2 Troen (med kalk og kors), 3 Klogskab (ugle), 4 Retfærdighed (med vægt i venstre og sværd i højre hånd), 5 Håbet (med anker), 6 Mådehold (kande og bæger). Den sidste ind mod sydvæggen er ikke i Vejrum, men figuren holder en bog, hvor der står Restaureret Anno Domini 1901, året for Nationalmuseets grundige restaurering, men prædikestolen er jo lavet i 1643!

 

Teksten på lydhimmelen over prædikestolen er: Anno 1643, Råb højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder Es 58, 1. Der er lagt op til at præsten ikke skal lægge fingrene imellem, så at sige. På ydersiden af lydhimmelen er der en del små engle – nogle med symboler – og tre “basunengle”, der stikker deres instrumenter frem. Der er også en due på loftet, der vender ned mod præsten. Det er Helligåndens symbol til hjælp med præstens inspiration.

 

Her er et billede af en ubrugt del, måske af altertavlen, fastgjort på indersiden af prædikestolen. Den afbildede kvinde ligner den æbleplukkende Eva.