Inventar, der ikke findes i kirken mere
En Mariafigur: “Stående Maria med Barnet” udskåret i egetræ og malet i blå og rød farve blev deponeret hos Ringkjøbing Museum i 1924. H.G.A. Jørgensen, der var præst ved kirken fra 1889-1901, skrev i 1897 at Maria-figuren lå på kirkens loft, men den blev en tid placeret i kirkens kor. Det samme gælder for en figur af den hellige Kristoffer: “Stående S. Kristoffer”. Figurerne er fra ca. år 1500 og de har utvivlsomt været en del af altertavlen indtil renæssance altertavlen kom til i 1625. Maria har langt lokket, udslået hår, iklædt fodsid kjole med læg foran, kappe og formentlig spidse sko. I venstre hånd, der er dækket af en kappeflig, holder hun en flettet hankekurv med fod. Det midterste af fodstykket mangler. Det nøgne Jesusbarn sidder på Marias højre arm. Barnet holder en frugt i højre hånd. Barnet mangler højre overarm. Kristoffers hoved er vendt op mod det Jesusbarn, der må have siddet på hans højre skulder. Højre hånd støtter i bæltet. Den venstre hånd, der har holdt en stav, mangler. Begge figurer er hulede på bagsiden.[1]


Ved restaureringen i 1901 udtog man i granit alteret en helgengrav med en relikvieæske af kirkens værnehelgen Skt. Laurentius, der nu er på Nationalmuseet. Da Bogen om Stadil blev udarbejdet i 2013, spurgte forfatteren Kristian Sand Nationalmuseet om et foto af delene. Fotoet og historien om fundet kan ses i bogen side 36 samt en avisomtale fra 8/10 1901. Her er fotoet.

De oprindelige to mindetavler fra de slesvigske krige, se også udsmykningen på nordvæggen, er på Ringkøbing Museum (nu Ringkøbing Fjord Museer), og ser sådan ud:


I 1897 skrev H.G.A. Jørgensen om to inskriptioner på væggen, der nu er overmalede. Over den gamle indgangsdør ind i skibet var der et vers fra 1789:
Kommer her i Jesu navn
Ind i dette Herrens Tempel,
Søger Eders Sjæles Gavn,
Giver andre godt Exempel 1789
Og på modsatte side af muren i våbenhuset læses, og som Kaj Munk citerede i sin prædiken 2. søndag efter påske i 1927:
Vi gaa herind og høre til
Med Andagt paa Guds Ord,
Saalænge Gud behage vil,
Vi leve skal paa Jord.
En pengeblok ses ved udgangen til tårnet. Der er ingen information om dens alder.
[1] Danmarks Middelalderlige Altertavler, bind 2, side 936.