Gravstenen over Laurids Jensen og Barbara Andersdatter og Messeklokken
Den store gravsten er placeret øverst mod syd i koret. Det er gravstenen over Laurids Jensen (1611-1671) og hans hustru Barbara Andersdatter (1612-1676). Laurids Jensen var forpagter på Søndervang i 40 år. Han havde tidligere været slotsfoged for Otte Thott i det skånske Bohus og overtog ledelsen af Søndervang. Han fik for lang og tro tjeneste overdraget Østertoft, der ligger mellem Stadil og Vedersø (Opstrupvej 5).
Øverst på stenen står: Hvad i Adam er forloret og mist – det haver Christus os forhvervet (tilvejebragt).
Den lange tekst under figurerne lyder:
Udi Herren her ved i graven hviler S ærlige agtbare og velfornemme mand Laurids Jensen af Østertoft som fra sin ungdom af haver tjent til hove, længst højædle velbårne Otte Thott, som ham til slotsfoged på Bahuus betroede, siden til Søndervang at forvalte, hvor ved han blev i 40 år og gav ham for lang og flittig tjeneste Østertoft. ♥ Gud kaldede ham på Søgård den 6 maj i året 1681 udi hans alders 70 år med sin ♥- kære S hustru, den gudfrygtige, ærlige, adstadige og dyderige matrone Barbara Andersdatter, født i Thorning præstegård, Gud kaldte fra ham i Østertoft den 19. juni 1676 i hendes alders 64 år. ♥ De levede i et ærligt og kristeligt ægteskab udi 31 år og avlede 3 børn, 2 sønner som Herren i ungdommen kaldte og en datter, der lever efter Guds vilje. Legemerne hviler her roligt, sjælene lever i Christus og venter stadig sammenføjelse og opstandelse til evig glæde og herlighed. Denne sten er udhugget og i muren indsat år 1677, kirken til prydelse, efterkommerne til erindring, de hensovede og deres grav ingen forkrænkelse at tilføje.
På stolerækken til højre, når man går ind i kirken gennem våbenhuset står der B-A-D 1647, og det er samme Barbara Andersdatters initialer. Denne bænkerad og den tilsvarende i mandssiden tilhørte gården Østertoft, og på mandssiden står der 1634.
Messeklokken sidder i koret over Laurids Jensen og Barbara Andersdatters gravsten – helt oppe under loftet. Klokken har indgraveret årstallet 1526 og et dødningehoved, som var Peder Bertelsen Schomanns våben. Læs Ove Lund Knudsgaards artikel om klokkerne i Stadil om de teorier, der findes om klokkerne, se litteratur. I kirkeordinansen fra 1542 nævnes, at der ringes med klokken efter nadverens indstiftelsesord “som det er skik og brug” inden uddelingen af brød og vin. I katolske gudstjenester kaldes dette elevation, en del af liturgien, der efterhånden forsvandt i den lutherske kirke.
