Det gyldne alter
Det gyldne alter blev i 2020 dateret til efter 1194. Den yngste del af det endnu mere imponerende alter i Sahl Kirke er fra 1178. I Stadil er der kun frontalet (forsiden), men i Sahl er både frontale og retable bevaret. Retable er en bueformet opsats ovenover og bagved frontalet. Sahl Kirke ligger tæt på Hjerl Hede i Vinderup pastorat. Begge altre menes at være produceret af samme værksted i Ribe. Otte andre gyldne altre incl. tre, der nu er svenske, findes på Nationalmuseet og andre museer[1].
Nationalmuseet var i øvrigt i 1890’erne tæt på at erhverve også dette alter. En langvarig proces fra 1887 til 1893 mellem kirken, Nationalmuseet og Kirkeministeriet endte med, at alteret forblev i Stadil Kirke. Processen startede efter et kirkesyn i 1887, hvor J.C. Christensen, den senere konseilspræsident, var kirkeværge, med et brev fra ham til Nationalmuseet om at give tilbud på køb. Tilbuddet fra museet blev i løbet af forhandlingerne hævet fra 1000 kroner til 3500 kroner inklusiv en metalkopi af det gyldne alter. Beløbet var mere end to års indkøbsbudget for museet. Et argument om manglende brandsikkerhed på Nationalmuseet var også i spil efter Christiansborgs brand i 1884. På den anden side skrev museets direktør, at Stadil var “afsides beliggende og derfor sjældent blev besøgt, især af kunstkyndige.” Nationalmuseet truede med ikke at ville restaurere det gyldne alter, der var overmalet på det tidspunkt. Amtsrådsmedlem Jens Peder Nielsen (1842-1904) var også involveret på sognets vegne, hvor sognepræsten H.G.A. Jørgensen havde forsøgt at samle lokal støtte mod flytningen ved at hævde, at bjergkrystallerne var ædelstene. Kirkeministeriet endte med at afvise købet.[2]
I Jes Wienbergs artikel fra 1995 oplistes mindst 41 gyldne altre i Norden, heraf 32 i middelalderens Danmark. Den nyeste bog om emnet fra Nationalmuseet (Visions of Heaven and Earth fra december 2025) undersøgte i alt 51 objekter, inklusiv gyldne crucifixer, og altre lavet i træ, men malet så de ligner “rigtige” gyldne altre. Reformationens konfiskationer, ønsket om at præsentere altertavlerne på museerne, tidens tand og et ændret æstetisk syn har gjort, at kun få er tilbage i kirkerne, og altså kun to i danske kirker.
Figurerne er først udskåret i en egetræsplade, hvorefter et tyndt lag kobber er stemplet, graveret, stanset og riflet ved en gentagen proces for at producere det ønskede relief. Kobberpladen er derefter lueforgyldt med en blanding af guld og kviksølv og bagefter behandlet med mørk brunfernis og endelig nittet fast på egeplanker, der nu er brugt til at datere altrene. I 2020 udførte Nationalmuseet i Brede også en såkaldt XRF analyse, der dokumenterer hvilke materialer og tykkelser, der er anvendt[3].
Det centrale motiv er den tronende Kristus (majestas domini), der velsigner os med højre hånd og har livets bog i venstre hånd ved siden af de græske bogstaver Alfa og Omega, Åb 1, 8: Jeg er Alfa og Omega siger Gud Herren. I felterne over og under står engle med henholdsvis skriftbånd og røgelseskar. På hver side af midtfeltet er tre rækker med hver to firkantede relieffelter. Midterrækken og de to inderfelter i nederste række rummer de tolv apostle, hvoraf apostlen Peter kan identificeres med nøglen til Himmeriges port i feltet midt på umiddelbart på højre side af Jesus. Umiddelbart til venstre for Jesus er en skaldet og langskægget apostel. Det er Paulus. De øvrige felter viser scener fra Jesu barndom i en rækkefølge, der mere tager hensyn til dekorative krav end kronologisk orden. Her er det Jesus i midten forfra og set fra siden:
Øverst til venstre ses De hellige tre kongers tilbedelse af Jesus på Marias skød vandrende hen mod Jesusbarnet med gaver fordelt over to felter, Mt 2, 11. Her er Maria og Jesus:
Øverst til højre er Maria bebudelse med englen Gabriel. Marias håndstilling med hænderne foran brystet med fremadvendte håndflader, viser den højeste tilbedelse og respekt – adorantstilling [4], Luk 1, 26-38. I næste felt er det Marias møde med Elisabeth, Johannes Døberens mor, Luk 1, 39-55. Det er Maria til højre med langt hår og med mere “scwung” i klædedragten. Forneden til venstre ses Jesu fødsel. Jesus sidder op i krybben og velsigner sin mor, der rækker armen frem til ham – helligåndens due farer ned fra stjernen over Jesu hoved, og man ser en okse og et æsel, Luk 2, 1-14. Yderst til højre vises fremstillingen i templet: Maria renselsesdag 40 dage efter fødslen som beskrevet i Luk 2, 22-40. Maria modtages af den gamle præst Simeon ved alterbordet og holder en lille fugl i sin hånd som offergave, Luk 2, 22-38. Det er Maria til højre. Simeon var blevet lovet, at han ikke skulle dø før han havde set den ventede Messias. Alle billedfelterne fra Jesu barndom inkluderer i øvrigt Maria.
På rammeværket rundt om felterne er stansede ornamenter og indsatte bjergkrystaller. Frontalet indrammes af et bånd med stansede dekorationer med i alt 12 runde medaljoner, der foruden fire engle viser de fire evangelistsymboler, plus helligåndsduen og gudslammet – se inskriptionerne nedenfor, der uddyber deres betydning. Yderst på frontalets ramme forklarer en omløbende latinsk tekst formålet med dette og de andre gyldne altre:
“Mer end ved den gyldne glans, hvormed du ser den stråle, lyser denne tavle ved, hvad kundskab den bringer om den hellige historie. Thi den åbenbarer Christi underfulde historie, som ved sin egen glans overstråler guldet for dem, der er rene af hjertet. Derfor du, som læser dette, hvis du vil skue det himmelske lyses glæder, da rens dit sind ved troen.” Eller på latin: Quam cernis fuluo tabulam splendore nitentem, Plus nitet ystorie cognitione sacre, Pandit enim Christi mysteria que super aurum, Irradiant mundis corde nitore suo, Ergo fide mundes mentem si cernere lucis, Gaudia diuine qui legis ista uelis.
Måske var præsten den eneste i sognet, der kunne læse de latinske inskriptioner. Men billederne om Jesu liv var umiddelbart forståelige og krystallerne og lueforgyldningen har gjort alteret til et prægtigt skue og et vidnesbyrd om det guddommelige lys og dets glæder – også for kirkens menighed. Det passede også godt med den katolske forståelse af nadveren, og det understregede den guddommelige betydning af alteret i kirken.
De latinske inskriptioner på de runde medaljoner i Sahl kirke er tydet i Ludvig Varmings artikel fra 1874-75, se litteratur. Disse medaljoners tekst og englefigurerne i medaljonerne er næsten ens i Sahl og Stadil, hvorimod billedfelterne afviger. Jesus-figuren er måske mest vellykket i Stadil. Men imponerende er det jo under alle omstændigheder!
Teksten på medaljonen øverst til venstre (oversættelsen af Ludvig Varming): Hoc Matheus agens hominem generaliter implet. Det betyder: idet Matthæus gør dette (skriver sit evangelium), viser han sig som et fuldkomment menneske. Medaljonen viser en engel, der holder en bog. De fire heksametre/vers for evangelisterne i det gyldne alters fire hjørner er skrevet af Coelius Sedulius[5] i 300 tallet. Men de fire “væsener” er også nævnt både i det gamle og det nye testamente: Ez 1, 10 og Åb 4, 6-9.
Umiddelbart til højre for denne er der en engel: Mundum percurro domini conspectibus asto, der betyder jeg gennemløber verden, jeg står for Herrens åsyn. Det er iflg. Ludvig Varming fra Åb 8, 2: Jeg så de syv engle, som står for Gud. I bogen Visions of Heaven and Earth fra 2025 peges på, at englemedaljonernes tekster er fra andre poetiske kilder, se bind 1 side 286f. Alle seks engle holder hænderne fremad med håndfladerne udad ligesom Maria, da hun møder englen Gabriel. Englene er utvivlsomt lavet med samme matrice som i Sahl, omend de er slidte efter at være brugt mindst en gang tidligere[6].
Den midterste medaljon er helligåndsduen, der ikke er den originale. Den har ikke bevaret inskriptionen. Medaljonen er udskiftet mellem 1892-1894 ligesom Gudslammet, da tavlen var på Nationalmuseet.
Til højre for helligåndsduen er der endnu en engel. Skriften er delvis forsvundet, men ud fra den tilsvarende medaljon i Sahl er teksten: Quid mirum presens cum sit ubique deus, der betyder hvad under er det, da Gud er allestedsnærværende? Teksten på englene er yderligere undersøgt i Visions of Heaven and Earth, bind 1, side 284-288.
Yderst til højre: More uolans aquile uerbo petit astra Ioannes. Der betyder: flyvende på ørnevis hæver Johannes sig til stjernerne ved ordet – figuren er symbolet for evangelisten Johannes, nemlig en ørn.
I midten til venstre er det også en engel: Defero uota deo gemini commercia mundi, der betyder jeg bringer bønnerne, hvori samkvemmet imellem de to verdener (Himmel og jord) består, til Gud. Varming mener at det henviser til den apokryfiske bog Tob 12, 19, hvor der står: Jeg er Rafael, en af de syv hellige engle, som fremføre de helliges bønner og indgå for den helliges herligheds åsyn.
I midten til højre endnu en engel: Thura precum celis fero munera celica terris, der betyder bønnernes røgelse bringer jeg til himmelen, de himmelske gaver til jorden.
Nederst til venstre: Marcus ut alta fremit uox per deserta leonis. Der betyder: Markus råber igennem ørken, som en høj løverøst – figuren er derfor en løve jvf. Mrk. 1, 3. Her Markus med løven.
Til højre for Markus. Terrigenis quos pugna iuuat ego fratribus assum, der betyder jeg hjælper de jordiske brødre, hvem kampen glæder.
I midten forneden er det Gudslammet, der er udskiftet i 1892-94: Agnus Dei. Den bærer ingen indskrift. Det er en kopi af Gudslammet fra Sindbjerg-frontalet, der blev stjålet få år senere – i 1910!
Til højre for Gudslammet er der endnu en engel med teksten (let beskadiget): Protego pugnantem uincentem iure cotono, der betyder jeg beskytter den kæmpende, jeg kranser den sejrende med ret. Det er ifølge Varming fra 2 Tim. 4, vers 8: Retfærdigheds krone er henlagt til mig.
Nederst til højre er det evangelisten Lukas og teksten: Iura sacerdocii Lucas tenet ore iuuenci. Det betyder. Præsteembedets rettigheder forsvarer Lukas med oksens røst – figuren er derfor en okse, ifølge Varming fra Luk. 1, 8.
Rundt om felterne er der også udsmykninger. Der er fire felter med ornamentering i hver side og to konger nedstammende fra kong David, i alt 4 siddende på en stol/trone. Foroven er der en anden ornamentering hele vejen, og forneden er der 8 mandspersoner, formentligt helgener, og 8 felter med ornamentering. Der er også ornamentering imellem felterne, f.eks. til venstre for Jesu fødder er der små dyrebilleder og kløver, og lige ovenover drager, der står med krøllede haler to og to overfor hinanden.
Bjergkrystallerne, oprindeligt 50 hvoraf 35 er bevaret, har farvet pergament bagved for at give krystallerne forskellige farver: rød, grøn, blå og hvid[7]. Størrelsen varierer og pergamentet har mistet det meste af sin farve. Stadil er faktisk det sted hvor flest af bjergkrystallerne har overlevet! Krystallen ud for Jesu højre skulder bærer to gange indskriften “carbuncculus”.[8] En karfunkel er en stærkt rød mystisk ædelsten, der menes at kunne lyse i mørket. Denne krystal har fået en meget central placering. Nationalmuseets undersøgelser fra 2020 viser, at to andre krystaller bærer inskriptionen “sapphirus”, altså safir, her en blå farve. Det er dog ikke synligt for det blotte øje! De to indskrifter er der også to gange på hver krystal. Den første tekst er på stenen B og de to andre på A og C, se tegningen nedenfor, og her den ,synlige “B”:
Her er et billede Nationalmuseet har konstrueret, der giver en ide om hvordan det oprindelig har set ud.
Der er således rigeligt at kigge på!
Oprindelig sad Det gyldne alter som dekoration på forsiden af granit alterbordet, sandsynligvis på nogle træben. Da den nye altertavle blev installeret omkring 1625, blev Det gyldne alter flyttet højere op til den nuværende prominente plads, og østvinduet i koret tilmuret. Placeringen gør det lidt sværere at komme helt tæt på. Frontalet har nok gjort en større virkning, da det sad direkte foran de knælende nadvergæster.
Se et nærbillede i meget høj opløsning Nationalmuseet tog inden alle undersøgelserne i 2020- klik her
eller her i knap så høj opløsning:
Skitse over placeringen af felterne.
[1] Jes Wienberg, 1995, s. 71: Odder, Lisbjerg, Broddetorp, Tamdrup, Sindbjerg, Kværn, Flåvær, og Ølst.
[2] Visions of Heaven and Earth, bind 1, side 519-526.
[3] Visions of Heaven and Earth, bind 1 side 412ff.
[4] Se Poul Grinder-Hansen, 1999, side 47.
[5] Visions of Heaven and Earth, bind 1, side 277.
[6] Visions of Heaven and Earth, bind 1, side 425 viser fotos af to af englene fra Sahl og Stadil til sammenligning.
[7] Visions of Heaven and Earth, bind 1, side 376 viser et billede af alteret, hvor farverne på stenene er tilføjet.
[8] Se Poul Grinder-Hansen, 1999, side 63.
