Altertavlen
Altertavlen, der omkranser Det gyldne alter, er fra ca. 1625. Tavlen er delvis lavet af genbrugt træ dateret 1475. Tavlen har bl.a. fire korintiske søjler, evangelist relieffer i sidefelterne med deres respektive symboler, og to oliemalerier af korsfæstelsen og opstandelsen i topfeltet. Panelet foran alteret er også fra 1625.
Teksten øverst siger: Min sjæl! Lov Herren og glem ikke alle hans velgerninger, Sl 103, 2. Længere nede står: Det er en troværdig tale, at Kristus Jesus kom til verden at frelse syndere, 1 Tim 1, 15.
De to billeder imellem viser Jesu korsfæstelse og den opstandne sejrende konge: Jesus. I samme højde ses til venstre apostlen Peter og til højre Moses. Under Peter er det evangelisterne Mathæus (med lille mand) og Lukas (med okse), og under Moses er det Markus (med løve) og Johannes (med ørn). Til højre for disse figurer er der endnu en figur: en kvinde der holder et bæger i den ene hånd og et kors i den anden hånd. Billedet bærer teksten Fides: tro. I venstre side er der en kvindefigur, der holder et sværd i den ene hånd og en vægt i den anden hånd. Billedet bærer teksten Ivstitia (eller justitia fordi på latin blev tidligere både I og J skrevet som I og U og V som V), der betyder retfærdighed. Ovenover er der to trompet/basun blæsende engle og to englebørn med vinger.
Teksten under det gyldne alter lyder: Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende, og jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evighed, Åb 1,17-18.
De to messingstager er fra omtrent samme tid, tillige med en lyseskål.
Alterbordet er ældre end altertavlen og indeholdt relikvier, der blev udtaget i 1901. Relikvierne befinder sig nu på Nationalmuseet, se afsnittet om Inventar, der ikke findes i kirken mere.